I en artikel med denne overskrift kan man på Jyllands-Postens hjemmeside læse en masse “eksperter” udtale sig om, at teambuilding, weekendkurser og personalekurser ikke er “det papir værd, som de er skrevet på”.
Det har de uden tvivl ret i – i hvert fald gælder det for en masse kurser og initiativer. Men lige så sikkert er det, at deres “dom” ikke gælder for alle kurser og tiltag.
Det korte af det lange er, at der ikke er nogen former for kompetenceudvikling og uddannelse, der virker med mindre det er ordentlig planlagt. Og tænkt ind i en større sammenhæng. Kurser kan og må ikke stå alene. Der er brug for en indsats både før og efter selve kurset eller træningssessionen.
Denne forberedelses- og forankringsopgave har både ledere, deltagere og kursusudbydere ansvaret for – og alle parter skal deltage aktivt i processen. Ellers er det tvivlsomt, hvorvidt der opnås en effekt på længere sigt.
MEN husk så også lige på, at når man nu er så villige til at skyde på teambuilding, så bør man heller ikke glemme at sætte et enddog meget stort spørgsmåltegn ved alle de arrangementer, hvor “personaleudviklingen” udelukkende består i at lytte til en stor, tung professor eller en eller anden erhvervsguru kloge sig i 30-60 minutter.
Det giver da i sandhed kun den ganske ubetydelige effekt, som svarer til varmepåvirkningen opnået ved at pisse i bukserne…