Kompetence nr. 1 i en flad verden
11 01 2008Thomas L. Friedman har skrevet en aldeles framragende bog med titlen: “Jorden er flad” (Børsens Forlag, 2007).
Bogen giver et fascinerende, men også skræmmende indblik i de udfordringer, globaliseringen stiller os over for - både på det nationale, regionale, organisatoriske og individuelle niveau.
I en flad og gennemglobaliseret verden er der kun én kompetence, som er uforgængelig. Nemlig evnen til at “lære at lære”.
Som Friedman skriver (s. 284):
“Den første og vigtigste evne, man kan udvikle i en flad verden, er evnen til at “lære, hvordan man lærer” - så man hele tiden tilegner sig og underviser sig selv i at gøre gamle ting på nye måder eller nye ting på nye måder. Det er en evne, enhver medarbejder bør udvikle i en tidsalder, hvor dele af eller hele job er udsat for digitalisering, automatisering og outsourcing, og hvor nye job og hele nye industrier dukker op hurtigere og hurtigere. I en sådan verden er det ikke bare det, du ved, men den måde, du lærer det på, som vil differentiere dig. For det, du ved i dag, kan blive forældet, før du tror [opfatter] det.”
I Danmark er der - desværre - kun nogle ganske få skoler, der har “learning to learn” som fag/kursus på skoleskemaet.
For en håndfuld år siden var vi nogle stykker, der forsøgte at “overbevise” studieledelsen på Handelshøjskolen i Århus om, at et sådant fag burde være et forudsætningsfag - i hvert fald for de studerende, der arbejder med innovation, forandring, ledelse, human resources o.l. …. Forslaget blev på daværende tidspunkt anset for at være ikke-akademisk, ubegavet - og i hvert fald useriøst.
Tjahh … behøver vist ikke “sige mere”.
Vil blot slutte af med at håbe, at alle med ansvar for uddannelse, læring og pædagogisk udvikling osv. læser Freidmans bog om den “flade verden” . Og gerne mere end én gang - for ved første gennemlæsning risikerer man at blive mere end rundtosset.
God weekend.
[...] den flade verden (se gårsdagens post), vi er på vej ind i, er det mit bud, at legen (og via den lysten til at eksperimentere noget [...]