Der henvises ofte til professor Albert Mehrabian, når snakken falder på, hvad der er vigtigt (vigtigst), når man skal præsentere et budskab.
Er det ordene, du siger?
Er det måden, du siger ordene på?
Eller er det dit kropssporg, der er det vigtigste, for at få et budskab igennem …?
Mehrabian har ganske rigtigt lavet nogle undersøgelser, der viser, at:
Ordene (kun) udgør 7 % af et budskab.
Stemmeføringen udgør 38 % af budskabet.
Mens kropssporoget (eller ansigtsudtrykket) udgør hele 55 % af budskabet.
Problemet er blot, at disse undersøgelser blev gennemført for at finde ud af, hvad der betyder noget i specielle situationer – nemlig når der i kommunikationen bliver sendt blandede signaler af følelsesmæssig eller holdningsmæssig karakter, f.eks. hvor en person fortæller en ven en sjov vittighed og vennen siger, at det var da en mægtig sjov historie, men gør det med stenansigt og uden smil i stemmen.
De var netop i denne slags situationer, at Mehrabian fandt ud af, at fortælleren ville tillægge kropssproget (her stenansigt og intet grin) langt større betydning, end ordene om at historien da var mægtig sjov.
I dag “(mis)bruges” Mehrabians undersøgelser – som altså ikke omfatter gængse kommunikationssituationer – på mange præsentationskurser, når man fremhæver vigtigheden af kropssprog og toneleje … samtidig med at man (ofte) nedtoner vigtigheden af ordene …
I den virkelige verden er ordene dog det vigtigste i en seriøs præsentation, tale eller foredrag. Men ordene skal naturligvis være de rette, brugt på den rette måde, af den rette person, og på det rette tidspunkt.
Words don´t come easy …
PS: Tænk i øvrigt på ovenstående sammenhænge næste gang, du spørger en person om vej. Lytter du mest til de kørselsanvisninger (ordene), han giver? Eller forsøger du at finde vej ved at lægge mest vægt på personens stemme og kropssprog?
Jeg ved i hvert fald godt, hvilke “anvisninger”, der ville sende mig mest på vildspor … 
