h1

Never Trust A Hippie

marts 17, 2008

Det er muligt, at det er uklogt at stole på en hippie. Men hvis vi vender os mod toppen af erhvervslivet, er der INTET der tyder på, at troværdigheden deroppe bliver meget større. Snarere tværtimod.

Hør blot, hvad topchefen (Alan Schwartz) for det kriseramte finansselskab Bear Stearns, der i weekenden blev reddet af J. P. Morgan (og den amerikanske centralbank; Federal Reserve), har sagt i de seneste dage:

Den 10. marts sagde han følgende da han skulle kommentere rygter om selskabets problemer:

“Det er vanvittigt, fuldstændig vanvittigt at tro, at vi skulle have likviditetsproblemer”

Den 14. marts – altså kun fire dage senere havde piben fået en anden lyd, da han skulle forklare situationen:

“Vores likviditet er i løbet af de sidste 24 timer forværret betydeligt …”

Og samme dag (14. marts) sagde han yderligere, at når selskabet var gået til J. P. Morgan for at få hjælp, så “var det for at beskytte os mod den mulighed, at rygterne [om likviditetsproblemer] var sande …”

Det kan man da kalde at vende på en tallerken.

Men man kan jo heller ikke helt udelukke, at det måske hænger sammen med, at topchefen forsøger at få reddet sin egen pengepung tørskindet i land (og få afviklet nogle af sine egne aktieoptioner) , før alle andre (småinvestorer) må tage skraldet i form af aktiedyk.

Og når man i dag på epn.dk kan læse, at over halvdelen af de store danske børsnoterede selskaber ikke vil oplyse deres topchefers lønpakker, så er det blot endnu et bevis på, at begrebet “corporate governance” eller “social anvarlighed” er noget, der udelukkende har vægt i skåltalerne.

I praksis handler det stadig om, at den lille skare af topchefer og bestyrelsesmedlermmer, der roterer rundt på kryds og tværs i de store selskaber, beskytter og forgylder hinanden.

Se bare Vestas (der dog er (delvist) åbne om koncernchefens løn), hvor bestyrelsen netop har bevilliget Ditlev Engel seks millioner kroner i “skjult” lønforhøjelse i form af aktieoptioner. Og naturligvis på en måde, så aktionærerne i selskabet ikke har mulighed for at tage stilling til lønforhøjelsen på den kommende generalforsamling …

Denne slags krumspring taler næsten for sig selv. Og megen sund fornuft er der i hvert fald ikke i det. Med mindre man da sidder i Engells stol – for han kan nu i samlet løn indkassere det, der svarer til 2.000 kroner i timeløn, døgnet rundt, 365 dage om året.

Derfor skal det ikke længere hedde “Never Trust A Hippie”.

Nej, her anno 2008 bliver vi desværre nødt til at sige “Never Trust A CEO” – stol aldrig på en topdirektør (eller et bestyrelsesmedlem i et af de store selskaber for den sags skyld).

Måske skulle vi endda genopdage det gamle begreb “gullash baron” og begynde at bruge det om den adfærd, der også foregår i toppen af det “moderne” erhvervsliv. Der er i hvert tilfælde mange lyssky karaktertræk imellem de gamle og de nye “baroner” – og ikke mindst fællesnævneren pengegriskhed står hugget i granit …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: