Archive for the ‘Sure opstød’ Category

h1

Landins hovedskud eller var det hovedbrud?

januar 13, 2014

kære Landin,

Måske er det ikke gået op for dig endnu.

I så fald vil jeg gerne hjælpe dig lidt. For du står nemlig på mål. Du er målmand. Du skal stå i vejen for de andres skud. Du skal redde landsholdets ære …

Så stik piben ind …. Og stop klynkeriet. Det er nemlig tilladt for en målmand at “bruge hovedet” 🙂 også sådan i mere end en forstand.

h1

Sandheden om sandheden

februar 8, 2013

Hvad er sandheden egentlig for en størrelse? Hvordan ved vi, at noget er sandt? Hvem bestemmer over sandheden? Og hvor finder vi den henne?

I lyset af den måde dagens debatter og diskussioner foregår på, og det er ofte ganske polemisk og ekstremt – og indrømmet det kan også forekomme på denne blog en gang imellem – var vi måske mange, der kunne have gavn af at reflektere lidt over disse vise ord af vores egen Niels Bohr:

“The opposite of a profound truth may well be another profound truth.”

Og det gælder altså også for den nye “nationalhelt” Lars Hedegaard og Co. … der gerne tager patent på den absolutte sandhed – desværre ofte i stupiditetens navn …

Naturligvis skal vi værne om ytringsfriheden, men retten til at ytre sig, fratager os altså ikke retten til at tænke os om.

h1

Tænk hvis Danmark var sådan rigtigt i krig

oktober 19, 2012

Puuhaaaa, hvor er det betryggende, at Danmark ikke sådan rigtig er i krig. Dels fordi krig jo for det første er totalt tids- og pengespild og sjældent fører til andet … end endnu mere krig

Dernæst – og ikke mindst – er vi sandt for dyden heldige med, at der ikke skal træffes ret mange strategiske og militærtaktiske beslutninger i det danske forsvars top lige p.t.

I lyset af de seneste afsløringer af lidet påskønnelsesværdige videooptagelser fra Irak bør det efterhånden stå klart for selv de mest (undskyld udtrykket) forsvarsliderlige propagandister, at der ikke findes noget, der bare minder om ledelseskompetence i den danske forsvarskommando.
Jo, måske er der en masse af det, man kunne kalde for Gøg-og-Gokke-lederskab. Det er hylende morsomt, men himmelråbende ineffektivt.

Og tænk i øvrigt på, hvor mange skattekroner, der spildes i dette lukkede, selvforherligende og virkelighedsfjerne univers.

Det er beskæmmende og pinligt.

Hatten af for den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard, der er stået offentligt frem med sin viden. Han er stort set den eneste, der har udvist reelt lederskab i denne sag. Og lad os så håbe på, at Kærgaards afsløring kan føre til, at der bliver ryddet op en gang for alle i forsvaret.

Belært af den måde danske politikere håndterer det militære systems problemer på, kan man desværre nok tvivle, men håbe kan man jo altid gøre … Ikke mindst sådan en grå regnvejrsdag i oktober måned.

God aften og “May your God be with you”

h1

Ledelse med hul i hovedet

april 12, 2012

De fleste rederier og andre virksomheder der beskæftiger sig med skibsfart ved, at det er farligt, hvis et skib sejler ud med et hul i skroget.

Rederiet Torm, der p.t. lever på bankernes nåde, burde også vide, at det er farligt, hvis man har en ledelse med hul i hovedet.

Og det må man sige, at Torm i den grad har. I hvert fald skal man have en noget speciel søkikkert for øjet, for at se logikken i at belønne en enkelt direktør med en tiltrædelsesbonus på ca. 60 millioner kr.

Det er den ene side af sagen. Den anden er naturligvis, at direktøren, Jacob Meldgaard, selv må have et gevaldigt hul i både hovedet og moralen, hvis han vælger at indløse bonussen.

Desværre er Torm-direktøren ikke ene om, at bedrive hul-i-hovedet-ledelse i kongeriget. Dansk erhvervsliv er efterhånden besat af en perlerække af direktører og bestyrelsesmedlemmer for hvem personlig, pekuniær berigelse er stort set det eneste mantra.

Og det er ikke bare pinefuldt pinligt. Det er hovedrystende hul i hovedet.

Nils Villemoes skrev for mange år en ganske fremragende – både vittig og indsigtsfuld – bog med titlen Ledelse på dansk. Hvor ville jeg ønske han skrev den i en ny udgave. Naturligvis med den eneste passende titel, der dækker dansk ledelse i det 21. århundrede, nemlig LEDELSE MED HUL I HOVEDET.

PS: Danmark løber i øvrigt aldrig tør for grus og sand. Man kan nemlig altid blot bede en topdirektør ryste lidt på hovedet …

Læs om Torm direktørens bonus her.

h1

Anders Eldrup bedriver Ding Dong Ledelse

marts 19, 2012

Ding, Ding … DING, DING og DONG

Anders Eldrup, den nu – og langt om længe – fyrede direktør for det statslige energiselskab DONG, lægger navn til en ny offentlig ledelsesmodel kaldet Ding Dong Ledelse.

Ding Dong Ledelse er et udtryk for en ledelsesfilosofi, hvor ledelsens fokus er egen personlig berigelse. Ledelsen er med andre ord stort set ligeglade med andre interessenters ønsker og behov – med mindre tilfredsstillelsen af disse ses som et middel til at tjene egen-interessen.

Ding Dong Ledelse er allerede særdeles udbredt i det, der kaldes det private erhvervsliv, men Eldrups eksorbitante belønningspolitik af en række højt placerede ledere, viser at grådigheden og den uansvarlige ledelsestænkning selvfølgelig (men desværre) også florerer i offentlige virksonheder.

Ding Dong Ledelse er også et udtryk for – eller en kedelig  redidual af – den farlige – og altødelæggende – kortsigtede tankegang, der lægges for dagen, når danske politikere (Folketinget) i jagten på lidt flere penge i statskassen nu & her, plæderer for en privatisering af vitale forsyningsselskaber.

Så sker der nemlig det, at topledelsen – som også i Henning Dyremoses tilfælde i Tele Danmark (TDC) – går i selv-sving. Og så tænkes der kun på, hvor hurtigt det kan gå med at få egne personlige kasseapparater til at klinge med klokken … Ding, Ding, Ding, Ding, Ding …

Det går strygende lige indtil gong-gongen lyder …  Dong, Dong, Dong – og der endelig er nogen, der finder ud af, at toppen af dansk erhvervsliv er fyldt med grådige, pengegriske og særdeles inkompetene sheriffer og charlataner. Som kun sidder deroppe i Ding Dong kontoret, fordi de ryg-klapper og gengælder gode kødben på kryds og tværs af en mangfoldighed af gensidigt understøttende bestyrelsesposter og VL-netværk. “Den ene gode tjeneste er jo den anden værd …”

Måske bestyrelserne og head hunterne skulle overveje at benytte sig lidt mere af Platons filosoferen, når de besætter nye lederposter …

”…the  people most suited to lead are those who persistently show the least inclination to do so, and who are most convinced that the material conditions over which they preside are unreal and ultimately unimportant.”

Skade ville det i hvert fald næppe gøre, hvis vi fik flere ledere for hvem magten om magten (og pengene) ikke var den primære drivkraft.

PS: Læs i øvrigt Dan Pinks bog Drive, hvis du er interesseret i viden om, hvad der (grundlæggende) motiverer mennesker med almindelig sund fornuft.

Velbekomme …. og tak: Gerne en kop kaffe. Eldrup eller en af hans stik-i-rend-drenge giver sikkert gerne en lille uskyldig Cognac til ….

h1

Straarups bekendelser

februar 10, 2012

Så er der ikke lang tid til at Peter Straarup tager sit gode tøj og træder over i pensionisternes rækker – naturligvis med en årlig millionpension, som alle almindelige danskere (og formodet også 99 % af kunderne i Danske Bank) må kigge meget langt efter.

Jo, misundelse er en god ting 🙂

Men hvor er det dog patetisk- og i den grad udtryk for eklatant dårligt lederskab – når manden først her i den sidste tid har åbnet lidt op for slipseknuden og påtaget sig ansvaret for bankens mildt sagt meget dyre opkøb i Paddy´s Land (Irland).

Peter Straarup burde stå til en klokkeklar Oscar-nominering som en af banksektorens dårligste strategiske aktører – dog er han i fornemt selskab her, da der sandt for dyden er mange bankbosser, der hører hjemme i kategorien.

Nuvel, Peters bekendelser hænger selvfølgelig sammen med, at han tager skraldet, så bankens nye direktør får en ren r.. at trutte i. Og derudover for at vi andre skal få lidt medlidenhed med ham, så det kan overskygge sindsygen i, at bankens aktionærer og kunder i mange år frem skal finansiere Lille Peter fra Fredericia og hans guldbelagte alderdom.

Lad os håbe, at Peter i sin gyngestol hver dag vil tænke lidt på alle os skatteydere, der jo reelt set reddede hans bank fra det helt store sønderkusende forlis for et par år siden. (Det kunne være sjovt, hvis alle de “genistreger”, Peter & Co. og Brian Mikkelsen lavede dengang også kom frem i fri bekendelse ..)

God weekend …

Og husk også lige på bankens tidligere så højt profilerede slogan: “Gør det, du er bedst til – det gør vi” Oversat til nudansk betyder det: Vi smider gode penge efter dårlige penge … og ditto topledere 🙂

h1

Hvor dum skal man være for at blive håndbold-kommentator

januar 29, 2012

Når man lytter til Bent Nyegaard på TV2, der netop nu kommenterer EM kampen, er svaret endda særdeles dum. Naturligvis er det ok at han holder med Danmark, men manden bør da bevare blot et gran af objektivitet og professionalisme i sine kommentarer. Desværre lyder han som en tudekiks stort set hver gang en dommerkendelse går imod danskerne.
Patetisk. Manden kan ødelægge enhver håndboldkamp – og det bliver altså ikke bedre af hans latterlige primalbrøl, når Mikkel Hansen scorer et mål.
Puuuuhaaa, hvor skal der kompetenceudvikles på den mand eller måske var det bedre med en gang gedigen afvikling!

h1

Unlearning 101: The Power of Being Wrong

november 13, 2011

Unlearning 101: The Power of Being Wrong.

Interessant indlæg om at vi sandsynligvis bliver bedre og dygtigere til vores arbejde, når vi anerkender og/eller erkender, at vi kan og vil tage fejl.

Og mon ikke man også i det danske sundhedssystem – ikke mindst i lægestanden – kunne have gavn af at tage denne viden til sig …

Aflæring af ufejlbarhedens arrogance bør det vel kaldes på mundret dansk!

h1

Inkompetence for åben skærm

juli 5, 2011

DR Sportens meget ungdommelige dækning af årets Tour De France (2011) glimrer ved sin inkompetence – herunder ikke mindst knæfaldet for de sociale medier.

Den unge kvindelige studievært slutter med entusiasme i stemmen dagens Aftentour af med et håndplukket rytter-indlæg på Twitter af Jacob Fuglsang. Nu kommer der noget spændende og indsigtsfuldt tænker man. Og jo, det er da utrolig revolutionerende, at viderefortælle at den danske rytter stadig sidder i bussen og venter på en god gang massage og håber på en god nats søvn.

Vorherrebevares. Inkompetent journalistik for åben skærm.

Måske har danske cykelryttere ikke noget mere genialt at kommunikere ud på Twitter – måske grundet for mange af de “rigtige vitaminpiller”.

Men der er vel ingen grund til at bringe intetsigende nonsens videre i bedste sendetid …. Eller er der.

Hvad er god journalistik egentlig for noget?

Er denne form for twitter-journalistik et udtryk for, at man heller ikke længere lærer noget om seriøs journalistik på journalistuddannelsen?

h1

Finanskrisens positive sider

juli 12, 2009

Finanskrisen har ikke været en sjov begivenhed for ret mange.

Finanskrisen har været skyld i mange ting. Og den har fået skyld i mindst lige så mange ting. Også ting, som ikke (udelukkende) er finanskrisens skyld. Denne metode er der mange – ikke mindst mange topledere og politiske ledere – som har benyttet sig af ved ganske “smart” at give finanskrisen skylden for ting, der reelt set er ledernes egne mangler i såvel holdnings-, handlings- og kompetence-mæssig forstand.

Ansvarligheden i sidstnævnte form for adfærd taler for sig selv … og hører bestemt ikke til i den positive ende af skalaen.

Heldigvis er der dog også dukket et par positive effekter op i kølvandet på finanskrisen – også her på den hjemlige, danske scene:

1) Den siddende regerings højtbesugne “tænke(?)tank”, CEPOS, er blevet påfaldende tavse i mediebilledet. Og det er da heldigvis forståeligt, når det netop er de hovedløse liberalistiske tanker, som de arrogant plæderede for, der med al ønskelig tydelighed har vist sig at være den egentlige og eneste reelle årsag til, at verdensøkonomien er kørt helt i sænk. Tak for det. Som sådan er det fint, at der er nogen, der repræsenterer alle sider og vinkler i en sag (en diskussion), men det gør heller ikke noget, hvis man udover at være ekstrem (liberal) også medtager blot en smule realisme, eftertanke og klogskab i sin facon. Lad os håbe, at CEPOS har lært det – ellers så ville der vel ikke ske det helt store, hvis organisationen selv faldt for finanskrisens klamme hånd …

2) Begrebet “Sharholder Value”, der også herhjemme af mange blev ophøjet til virksomhedernes eneste mantra, har mistet pusten. Nu er der som sådan ikke noget noget i vejen med, at man vil tage sig godt at de aktionærer, der er med til at finansiere virksomhedens investeringer og drift. Men når aktionær-værdiskablsen kobles op på en kortsigtet tankegang, så går det galt. Og især når bestyrelsernes og direktionernes løn, honorarer og bonus, som det desværre har været tilfældet, er designet, så de udbetales ligefrem proportionalt med handlinger, der puster værdierne kunstigt op og/eller går ud på at tage uforholdsmæssigt store risici for at opnå ekstraordinært højt udbytte. At sharholder value praktiseret på sidstnævnte måde ikke holder, er der langt om længe en håndfuld politikere og topledere, der har fået øjnene op for. Lad os håbe den tankegang vil fortsætte med at brede sig – og holder ved … også når det (måske) begynder at gå op ad bakke igen.

Epilog:

Der spirer flere steder en begyndende erkendelse af, at vi ikke længere kan nøjes med at tale om et socialt ansvarligt og bæredygtigt lederskab. Nu skal der handling til. Lad os håbe, at det bliver den positive udgang på finanskrisen. Samtidig med, at vi erkender, at vi selv har skabt krisen, fordi vi har valgt at betro os til de “forkerte” ledere på stort set alle planer. Og derfor fremover må vælge nogle langt bedre ledere, der ikke primært vil være ledere, fordi de ønsker magt, penge og status, men fordi de ønsker at gøre en reel forskel for andre (være “Servant Leaders”).

%d bloggers like this: