Posts Tagged ‘corporate governance’

h1

Dum, dummere, højeste bestyrelseshonorar

juni 24, 2008

Lyder det som en umulighed, ja, så bare kig på den ikke-logik, som mange bestyrelsesmedlemmer i dagens Danmark honoreres ud fra.

Senest er det blevet eksemplificeret i DRs bestyrelse i relation til koncertsals-byggeskandalen.

Børge Munk Rasmussen, Erling Aaskov og Finn Aaberg får således lov til at oppebære deres løn for resten af 2008, selv om de netop er blevet smidt (eller som det gælder for de to sidstenævntes vedkommende, selv er gået) ud af bestyrelsen.

Og det til trods for, at de får massiv kritik af deres handlinger (mangel på samme) i den nyligt fremlagte revisionsundersøgelse, hvor der sættes lys på DR-byggeriets manglende økonomiske styring.

“Logikken” i at udbetale honorarer til bestyrelsesmedlemmer, der ikke blot tilnærmelsesvist har levet op til deres opgave, ansvar og forpligtigelser, er godt nok svær at finde ….

Det kræver vist, at man sidder som Kulturminister i en regering, hvor den siddende statsminister tidligere har fremhævet sig som ekspert i kreativ bogføring, hvor den siddende finansminster ikke kan finde ud af, hvornår cigaretregninger, rødvin og diskoteksbesøg er på egen eller amtets regning, og hvor den siddende Erhvervsminister i stor stil har benyttet ministerbilen til privat taxakørsel på skatteydernes regning.

Eller også kræver det, at man sidder (sad) ovre i det åhhhhh så rationelle private erhvervsliv som bestyrelsesformand for f.eks. GN Store Nord. Her har den afgående formand, Mogens Hugo, netop bevilliget de nye besttyrelsesmedlemmer en god fordobling af deres honorarer … i forbindelse med deres tiltrædelse – og før de har vist, at de overhovedet fremadrettet kan skabe bedre resultater.

Og her handler det alstå ikke udelukkende om at kunne påvise en stigning i kursen på GN-aktien. For den har Mogens Hugo jo i sin tid fået kørt så langt ned, at selv en mellem-begavet Orangutang (abekat) burde kunne fremvise markante aktie-kurs-stigninger i de kommende år.

Konklusion: Bestyrelseshonorering i Danmark minder i stigende grad (ligesom i USA) mest af alt om at få udleveret en blanko-check, hvor beløbstørrelsens højde ofte ender med at være omvendt proportional med modtagernes intelligenskvotient.

Og en kobling til god Corporate Governance skal man i hvert fald lede meget, meget længe efter!

Reklamer
h1

Never Trust A Hippie

marts 17, 2008

Det er muligt, at det er uklogt at stole på en hippie. Men hvis vi vender os mod toppen af erhvervslivet, er der INTET der tyder på, at troværdigheden deroppe bliver meget større. Snarere tværtimod.

Hør blot, hvad topchefen (Alan Schwartz) for det kriseramte finansselskab Bear Stearns, der i weekenden blev reddet af J. P. Morgan (og den amerikanske centralbank; Federal Reserve), har sagt i de seneste dage:

Den 10. marts sagde han følgende da han skulle kommentere rygter om selskabets problemer:

“Det er vanvittigt, fuldstændig vanvittigt at tro, at vi skulle have likviditetsproblemer”

Den 14. marts – altså kun fire dage senere havde piben fået en anden lyd, da han skulle forklare situationen:

“Vores likviditet er i løbet af de sidste 24 timer forværret betydeligt …”

Og samme dag (14. marts) sagde han yderligere, at når selskabet var gået til J. P. Morgan for at få hjælp, så “var det for at beskytte os mod den mulighed, at rygterne [om likviditetsproblemer] var sande …”

Det kan man da kalde at vende på en tallerken.

Men man kan jo heller ikke helt udelukke, at det måske hænger sammen med, at topchefen forsøger at få reddet sin egen pengepung tørskindet i land (og få afviklet nogle af sine egne aktieoptioner) , før alle andre (småinvestorer) må tage skraldet i form af aktiedyk.

Og når man i dag på epn.dk kan læse, at over halvdelen af de store danske børsnoterede selskaber ikke vil oplyse deres topchefers lønpakker, så er det blot endnu et bevis på, at begrebet “corporate governance” eller “social anvarlighed” er noget, der udelukkende har vægt i skåltalerne.

I praksis handler det stadig om, at den lille skare af topchefer og bestyrelsesmedlermmer, der roterer rundt på kryds og tværs i de store selskaber, beskytter og forgylder hinanden.

Se bare Vestas (der dog er (delvist) åbne om koncernchefens løn), hvor bestyrelsen netop har bevilliget Ditlev Engel seks millioner kroner i “skjult” lønforhøjelse i form af aktieoptioner. Og naturligvis på en måde, så aktionærerne i selskabet ikke har mulighed for at tage stilling til lønforhøjelsen på den kommende generalforsamling …

Denne slags krumspring taler næsten for sig selv. Og megen sund fornuft er der i hvert fald ikke i det. Med mindre man da sidder i Engells stol – for han kan nu i samlet løn indkassere det, der svarer til 2.000 kroner i timeløn, døgnet rundt, 365 dage om året.

Derfor skal det ikke længere hedde “Never Trust A Hippie”.

Nej, her anno 2008 bliver vi desværre nødt til at sige “Never Trust A CEO” – stol aldrig på en topdirektør (eller et bestyrelsesmedlem i et af de store selskaber for den sags skyld).

Måske skulle vi endda genopdage det gamle begreb “gullash baron” og begynde at bruge det om den adfærd, der også foregår i toppen af det “moderne” erhvervsliv. Der er i hvert tilfælde mange lyssky karaktertræk imellem de gamle og de nye “baroner” – og ikke mindst fællesnævneren pengegriskhed står hugget i granit …

%d bloggers like this: