Posts Tagged ‘grådighed’

h1

Post Subprime Crisis Leadership

juli 24, 2009

Hvordan ser fremtidens ledere ud?

Eller rettere sagt, hvad er det han/hun står for? Hvad er det, der står øverst på deres agendaer?

Her i lyset af den såkaldte finanskrise (subprime-krise), som mange af de tidligere topledere – både de politiske og dem i erhvervslivet – i allerhøjeste grad selv var med til at skabe, kan man jo håbe på, at det bliver ledere, der ikke kun fokuserer på – og udstiller – deres egen eksorbitante grådighed.

I USA har diskussionen kørt længe – og der er (heldigvis) nogen, der mener, at der måske er en ny ledertype på vej. Se bl.a. denne artikel fra CNN – Meet your new leader.

Herhjemme har diskussionen også været oppe at vende et par gange. Ikke så direkte, men mere i forhold til en diskussion af bankdirektørernes lønninger, der selvsagt også er alt, alt for høje. Desværre blev denne diskussion kørt hurtigt ned, da oppositionen til den siddende VKO-regering ikke rigtigt formåede at få historien drejet rigtigt ud i medierne.

Det ville ellers være uhyre enkelt.

For argumentationen er ganske enkel.

Der er nemlig ingen, der kan påvise (eller har påvist), at der er en positiv sammenhæng imellem diverse bonus- og præstations-baserede aflønningsformer og god ledelsesadfærd. At virksomhederne klarer sig bedre, når de betaler deres ledere højere og højere lønninger, er en myte. En myte, som lederne naturligvis gerne selv vil holde gående, ligesom de gerne vil plædere for, at leder-talentet forsvinder, hvis der ikke betales ved kasse 1. Desværre viser finanskrisen med al “(u)ønskelig” tydelighed, at det forholder sig stik modsat … Og tænk blot på, hvor mange millarder af milliarder kroner, “vi” kunne have sparet, hvis de såkaldte ledere var draget til en anden planet og havde udøvet deres fantastiske lederskab her …

Beviset for den negative effekt af finansielle — og en række andre extrinsiske – belønninger, kan man læse om i bogen “Punished by Rewards”, som den anerkendte, men noget kontroversielle forskningsbaserede journalist Alfie Kohn har skrevet.

Denne bog burde i øvrigt være fast pensum for følgende målgrupper:

  • Alle landets topledere og bestyrelser, der ville få bevis for, at hvis de skulle vælge at handle rationelt, så skulle de nedsætte deres egne honorarer til en lille brøkdel af de nuværende
  • Alle landets politikere, da de efter læsning af bogen burde indse, at de med “Ny Løn” og bonusordninger i faretruende grad er ved at underminere den sunde fornuft, der ellers tidligere prægede de offentlige myndigheder
  • Alle studerende på de videregående uddannelser, thi man kan jo håbe på, at de nye generationer stadigvæk er lidt modtagelige for sund fornuft

Der vil dog gå meget lang tid, inden der er ryddet op i lederskabet. Tænk bare på, at vi herhjemme synes det er helt OK at have en statsminister siddende, der  ikke kender forskel på egne lommer og borgernes skattekroner – eller – som den forudgående – er så kreativ ud i bogføringens kunst, at han kunne få fast bestalling som mesterjonglør i Cirkus Nemo …

Nej, “common sense” er desværre ikke “common practice”.

Reklamer
h1

Finanskrisens positive sider

juli 12, 2009

Finanskrisen har ikke været en sjov begivenhed for ret mange.

Finanskrisen har været skyld i mange ting. Og den har fået skyld i mindst lige så mange ting. Også ting, som ikke (udelukkende) er finanskrisens skyld. Denne metode er der mange – ikke mindst mange topledere og politiske ledere – som har benyttet sig af ved ganske “smart” at give finanskrisen skylden for ting, der reelt set er ledernes egne mangler i såvel holdnings-, handlings- og kompetence-mæssig forstand.

Ansvarligheden i sidstnævnte form for adfærd taler for sig selv … og hører bestemt ikke til i den positive ende af skalaen.

Heldigvis er der dog også dukket et par positive effekter op i kølvandet på finanskrisen – også her på den hjemlige, danske scene:

1) Den siddende regerings højtbesugne “tænke(?)tank”, CEPOS, er blevet påfaldende tavse i mediebilledet. Og det er da heldigvis forståeligt, når det netop er de hovedløse liberalistiske tanker, som de arrogant plæderede for, der med al ønskelig tydelighed har vist sig at være den egentlige og eneste reelle årsag til, at verdensøkonomien er kørt helt i sænk. Tak for det. Som sådan er det fint, at der er nogen, der repræsenterer alle sider og vinkler i en sag (en diskussion), men det gør heller ikke noget, hvis man udover at være ekstrem (liberal) også medtager blot en smule realisme, eftertanke og klogskab i sin facon. Lad os håbe, at CEPOS har lært det – ellers så ville der vel ikke ske det helt store, hvis organisationen selv faldt for finanskrisens klamme hånd …

2) Begrebet “Sharholder Value”, der også herhjemme af mange blev ophøjet til virksomhedernes eneste mantra, har mistet pusten. Nu er der som sådan ikke noget noget i vejen med, at man vil tage sig godt at de aktionærer, der er med til at finansiere virksomhedens investeringer og drift. Men når aktionær-værdiskablsen kobles op på en kortsigtet tankegang, så går det galt. Og især når bestyrelsernes og direktionernes løn, honorarer og bonus, som det desværre har været tilfældet, er designet, så de udbetales ligefrem proportionalt med handlinger, der puster værdierne kunstigt op og/eller går ud på at tage uforholdsmæssigt store risici for at opnå ekstraordinært højt udbytte. At sharholder value praktiseret på sidstnævnte måde ikke holder, er der langt om længe en håndfuld politikere og topledere, der har fået øjnene op for. Lad os håbe den tankegang vil fortsætte med at brede sig – og holder ved … også når det (måske) begynder at gå op ad bakke igen.

Epilog:

Der spirer flere steder en begyndende erkendelse af, at vi ikke længere kan nøjes med at tale om et socialt ansvarligt og bæredygtigt lederskab. Nu skal der handling til. Lad os håbe, at det bliver den positive udgang på finanskrisen. Samtidig med, at vi erkender, at vi selv har skabt krisen, fordi vi har valgt at betro os til de “forkerte” ledere på stort set alle planer. Og derfor fremover må vælge nogle langt bedre ledere, der ikke primært vil være ledere, fordi de ønsker magt, penge og status, men fordi de ønsker at gøre en reel forskel for andre (være “Servant Leaders”).

%d bloggers like this: