Posts Tagged ‘Social ansvarlighed’

h1

Danske Bank burde skifte navn

februar 13, 2012

Det er jo ikke ukendt eller nyt, at der trylles og udvises meget stor kreativitet omkring placering af skattebetalinger og fradrag i de store og internatioanlt opererende virksomheder.
Således også i Danske Bank, der har skiftet skattestatus – gået over til international sambeskatning – på et meget belejligt tidspunkt, så det nu er den danske stat, der må æde regningen for Straarups fejlagtige irske eventyr.
Social ansvarlig ledelse – ogå kendt under begrebet CSR (Corporate Social Responsibility) – som banken ellers gerne vil brande sig på, kan man i hvert fald næppe kalde det.

Måske banken burde overveje et navneskifte til (U)Danske Bank …

Læs om bankens dispositioner her: http://epn.dk/brancher/finans/bank/article2693463.ece

Reklamer
h1

CSR – Det reelle samfundsansvar klinger hult …

marts 10, 2010

DR1 magasinet Penge har her til aften haft fokus på CSR, virksomhedens samfundsansvar eller social ansvarlighed. Eller hvad pokker de smarte kommunikationsfolk nu har fundet på at kalde fænomenet.

I princippet er det jo godt, at virksomheder er blevet mere bevidste om, at de skal opføre sig ordentligt. Men når en masse virksomheder nu begynder at ville brande og markedsføre sig på at være socialt ansvarlige, så indrømmer de jo på en måde, at de ikke var etiske, pålidelige og ansvarlige før … .

Som jeg tidligere har været inde på på bloggen, så burde CSR være en banal selvfølge. Det burde ikke være noget veldrevne og redelige virksomheder behøver at hævde sig ved hjælp af. Og når de som Danske Bank gerne vil tjene penge på det, så hopper kæden helt af.

Det er muligt, at man kan tjene penge på CSR, men det må aldrig blive et decideret mål, for så får/har CSR ikke nogen reel mening eller dybde.

Desværre er det denne “kan-det-betale-sig” CSR, der er dominerende i dansk erhvervsliv. Og det er altså ikke specielt flatterende eller prisværdigt. At den danske regering med klods-major-ministeren, Brian Mikkelsen, i spidsen nu vil profilere Danmark og danske virksomheder på CSR i udlandet gør det i princippet bare endnu mere sørgeligt, patetisk og himmelråbende hjernedødt.

CSR burde i det lys måske være et akronym for Completely Stupid Reactions …

h1

Positive effekter af finanskrisen – del 2

juli 13, 2009

I forlængelse af gårsdagens indlæg om nogle af de positive sider ved finanskrisen, er her et link til en artikel skrevet af Bill George, tidligere CEO for Medtronic og nu professor i Management Practice ved Harvard Business School.

Artiklen hedder The Economic Crisis Will Shape New Leaders og i den fortæller Bill George, hvorfor og hvordan han tror og håber på, at krisen vil fostre gode betingelser for, at vi kan udvikle ledere med et langt længere og mere altuistisk udsyn og som forstår, hvad bæredygtig og social ansvarlig lederskab er i praksis – og ikke bare i teorien.

Lad os krydse fingre for, at han får ret. Og lad os håbe, at der var et dansk universitet eller en handelshøjskole, der ville invitere Bill George til Danmark, så erhvervsledere og politiske ledere i den danske andedam også kunne lære lidt af hans kloge ord …

h1

Finanskrisens positive sider

juli 12, 2009

Finanskrisen har ikke været en sjov begivenhed for ret mange.

Finanskrisen har været skyld i mange ting. Og den har fået skyld i mindst lige så mange ting. Også ting, som ikke (udelukkende) er finanskrisens skyld. Denne metode er der mange – ikke mindst mange topledere og politiske ledere – som har benyttet sig af ved ganske “smart” at give finanskrisen skylden for ting, der reelt set er ledernes egne mangler i såvel holdnings-, handlings- og kompetence-mæssig forstand.

Ansvarligheden i sidstnævnte form for adfærd taler for sig selv … og hører bestemt ikke til i den positive ende af skalaen.

Heldigvis er der dog også dukket et par positive effekter op i kølvandet på finanskrisen – også her på den hjemlige, danske scene:

1) Den siddende regerings højtbesugne “tænke(?)tank”, CEPOS, er blevet påfaldende tavse i mediebilledet. Og det er da heldigvis forståeligt, når det netop er de hovedløse liberalistiske tanker, som de arrogant plæderede for, der med al ønskelig tydelighed har vist sig at være den egentlige og eneste reelle årsag til, at verdensøkonomien er kørt helt i sænk. Tak for det. Som sådan er det fint, at der er nogen, der repræsenterer alle sider og vinkler i en sag (en diskussion), men det gør heller ikke noget, hvis man udover at være ekstrem (liberal) også medtager blot en smule realisme, eftertanke og klogskab i sin facon. Lad os håbe, at CEPOS har lært det – ellers så ville der vel ikke ske det helt store, hvis organisationen selv faldt for finanskrisens klamme hånd …

2) Begrebet “Sharholder Value”, der også herhjemme af mange blev ophøjet til virksomhedernes eneste mantra, har mistet pusten. Nu er der som sådan ikke noget noget i vejen med, at man vil tage sig godt at de aktionærer, der er med til at finansiere virksomhedens investeringer og drift. Men når aktionær-værdiskablsen kobles op på en kortsigtet tankegang, så går det galt. Og især når bestyrelsernes og direktionernes løn, honorarer og bonus, som det desværre har været tilfældet, er designet, så de udbetales ligefrem proportionalt med handlinger, der puster værdierne kunstigt op og/eller går ud på at tage uforholdsmæssigt store risici for at opnå ekstraordinært højt udbytte. At sharholder value praktiseret på sidstnævnte måde ikke holder, er der langt om længe en håndfuld politikere og topledere, der har fået øjnene op for. Lad os håbe den tankegang vil fortsætte med at brede sig – og holder ved … også når det (måske) begynder at gå op ad bakke igen.

Epilog:

Der spirer flere steder en begyndende erkendelse af, at vi ikke længere kan nøjes med at tale om et socialt ansvarligt og bæredygtigt lederskab. Nu skal der handling til. Lad os håbe, at det bliver den positive udgang på finanskrisen. Samtidig med, at vi erkender, at vi selv har skabt krisen, fordi vi har valgt at betro os til de “forkerte” ledere på stort set alle planer. Og derfor fremover må vælge nogle langt bedre ledere, der ikke primært vil være ledere, fordi de ønsker magt, penge og status, men fordi de ønsker at gøre en reel forskel for andre (være “Servant Leaders”).

h1

Traditionel undervisning i ledelse på universitetet er spild af tid

november 17, 2008

“You can’t teach leadership, you learn it.”

— John Adair

Det er en interessant pointe. Ledelse kan læres. Men man kan ikke blive undervist i det. Ledelse skal altså læres ved, at lederen in spe så at sige udsættes for nogle situationer, der kræver, at han (hun?) reflekterer over sin egen adærd og síne kompetencer – og bagefter erkender, at “her og der” mangler der noget …

Selverkendelsen sætter så den nødvendige læringsproces i gang … hvis man er åben for den. Og hvis der i den virksomhed, man er ansat i, er plads til og villighed til at investere de fornødne ressourcer i udviklingsprocesen. Rom blev ikke bygget på én dag – og det gør en god leder jo heller ikke!

Processen lykkes naturligvis ikke altid. Niels Valentin Hansen, den tidligere topdirektør for Roskilde Bank, er et lysende eksempel på, at man sagtens kan blive topchef uden at være specielt kompetent og uden at have lært noget som helst igennem hele sin karriere (udover evnen til grådigt at skovle så mange penge som muligt sammen til sig selv …).

Og desværre er han ikke den eneste topchef, der udviser den adfærd. Det store spørgsmål er så, hvordan kan vi bedst lære og skabe læringsmuligheder for topchefer og ledere, så de udviser blot en minimal kompetence i social ansvarlig ledelse?

Kan det i det hele taget lade sig gøre? Eller er det spildte Guds ord på Balle-Lars? Man kan håbe på det, for der er i sandhed nok at tage fat på … men om det nogen sinde lykkes er jeg desværre lidt i tvivl om.

h1

Never Trust A Hippie

marts 17, 2008

Det er muligt, at det er uklogt at stole på en hippie. Men hvis vi vender os mod toppen af erhvervslivet, er der INTET der tyder på, at troværdigheden deroppe bliver meget større. Snarere tværtimod.

Hør blot, hvad topchefen (Alan Schwartz) for det kriseramte finansselskab Bear Stearns, der i weekenden blev reddet af J. P. Morgan (og den amerikanske centralbank; Federal Reserve), har sagt i de seneste dage:

Den 10. marts sagde han følgende da han skulle kommentere rygter om selskabets problemer:

“Det er vanvittigt, fuldstændig vanvittigt at tro, at vi skulle have likviditetsproblemer”

Den 14. marts – altså kun fire dage senere havde piben fået en anden lyd, da han skulle forklare situationen:

“Vores likviditet er i løbet af de sidste 24 timer forværret betydeligt …”

Og samme dag (14. marts) sagde han yderligere, at når selskabet var gået til J. P. Morgan for at få hjælp, så “var det for at beskytte os mod den mulighed, at rygterne [om likviditetsproblemer] var sande …”

Det kan man da kalde at vende på en tallerken.

Men man kan jo heller ikke helt udelukke, at det måske hænger sammen med, at topchefen forsøger at få reddet sin egen pengepung tørskindet i land (og få afviklet nogle af sine egne aktieoptioner) , før alle andre (småinvestorer) må tage skraldet i form af aktiedyk.

Og når man i dag på epn.dk kan læse, at over halvdelen af de store danske børsnoterede selskaber ikke vil oplyse deres topchefers lønpakker, så er det blot endnu et bevis på, at begrebet “corporate governance” eller “social anvarlighed” er noget, der udelukkende har vægt i skåltalerne.

I praksis handler det stadig om, at den lille skare af topchefer og bestyrelsesmedlermmer, der roterer rundt på kryds og tværs i de store selskaber, beskytter og forgylder hinanden.

Se bare Vestas (der dog er (delvist) åbne om koncernchefens løn), hvor bestyrelsen netop har bevilliget Ditlev Engel seks millioner kroner i “skjult” lønforhøjelse i form af aktieoptioner. Og naturligvis på en måde, så aktionærerne i selskabet ikke har mulighed for at tage stilling til lønforhøjelsen på den kommende generalforsamling …

Denne slags krumspring taler næsten for sig selv. Og megen sund fornuft er der i hvert fald ikke i det. Med mindre man da sidder i Engells stol – for han kan nu i samlet løn indkassere det, der svarer til 2.000 kroner i timeløn, døgnet rundt, 365 dage om året.

Derfor skal det ikke længere hedde “Never Trust A Hippie”.

Nej, her anno 2008 bliver vi desværre nødt til at sige “Never Trust A CEO” – stol aldrig på en topdirektør (eller et bestyrelsesmedlem i et af de store selskaber for den sags skyld).

Måske skulle vi endda genopdage det gamle begreb “gullash baron” og begynde at bruge det om den adfærd, der også foregår i toppen af det “moderne” erhvervsliv. Der er i hvert tilfælde mange lyssky karaktertræk imellem de gamle og de nye “baroner” – og ikke mindst fællesnævneren pengegriskhed står hugget i granit …

%d bloggers like this: